Hvordan mon det opleves, hvis der er noget ved én, andre har svært ved at tale om? Det var spørgsmålet, der fik mig til at opsøge mennesker med så alvorlige sår og lidelser, at jeg forestillede mig, at de af og til måtte blive mødt med akavethed og måske endda tavshed af omverden.
”Sig at du ser mig, ellers forsvinder jeg”, kom serien til at hedde. Fælles for disse mennesker er, at de har brug for at vide, at de er set. Også med det, der gør livet så tungt. At de har mistet deres børn, at de har kronisk ondt, at de har en depression eller et handicap. De har brug for at blive spurgt ind til, og det har brug for at vide, hvad det gør ved os, at de har det sådan.
Foredraget et en opfordring til at kunne være med hinanden i det, der er svært. De fleste af os kan genkende, at der er noget, vi ikke fortæller omverden af frygt for at blive afvist eller bekymring for at skabe en ubehagelig stemning. Tænk hvis vi kunne tåle at være med hinanden i de følelser, der nu er. For det meste er det det, der er brug for. Ikke løsninger eller gode råd. Bare oplevelsen af at være mennesker sammen.
Jeg inddrager billeder og fortællinger fra serien og perspektiverer til, hvad det mon er i vores kultur, der kan gøre det så svært at tale om det, der er svært. Er der mon noget i vores indstilling til det at være menneske, der kan spænde ben for den del af palletten, der kan tilføje en dybere klang til tonerne i livet?
Dette foredrag egner sig både til patientforeninger, fagfolk, der arbejder med mennesker i sorg, og sunde og raske mennesker, som gerne vil være klogere på, hvad det vil sige at være menneske.
